
Arne Slots røde kort: Vinder vi ikke PL får du skylden!
Det engelske fodboldforbund har nu offentliggjort de ting, der fik Arne Slot smidt ud i Merseysidederbyet.

Arne Slot går fra den ene succes til den anden.
I februar var der dog et lille skår i glæden for den hollandske Liverpool-manager.
Her blev han nemlig udvist efter historiens sidste Merseysidederby på Goodison Park.
Det røde kort kom efter Slots skærmydsler med kampdommer Michael Oliver, og det kostede Arne Slot to dage i skammekrogen.

Nu er det kommet frem, hvad det engelske fodboldforbund og dommer Michael Oliver mener, der skete i situationen.
Ifølge dommeren kom Arne Slot på banen for at konfrontere ham og dommerholdet, og efter 2-2-opgøret gik bølgerne højt. Fra dommerrapporten fremgår det desuden, at Arne Slot opførte sig både konfrontatorisk og aggresivt, mens han brugte grove ord samtidig med at han gav dommeren hånden.
Blandt andet lød det fra Arne Slot, at dommeren havde:
– Fucking givet dem alt.
Et minut senere vendte Slot tilbage til dommeren, og igen gav han ham hånden med ordene:
– Hvis vi ikke vinder ligaen, så får du fucking skylden.
Herefter vendte Slot sig angiveligt mod linjedommeren og råbte to gange, at kampen havde været “a fucking disgrace”.
Arne Slot står indtil videre noteret for 43 kampe i spidsen for Liverpool med et pointgennemsnit på 2,4 point per kamp.