
Tidligere FCK’er fortryder: Skulle ikke have hentet Amoo
Svenske Jesper Jansson, der tidligere har været Head of Scouting i FCK, fortryder, at han hentede Akinkunmi Amoo til Cypern.

Akinkunmi Amoo blev langt fra en succes i FC København.
På banen slog den klejne kantspiller aldrig igennem, og uden for banen stod det endnu værre til for Amoo.
I løbet af FCK-tiden blev Akinkunmi Amoo sigtet for voldtægt. En sigtelse, der senere blev til en dom.
Undervejs i retsforholdet blev Amoo solgt fra FCK til cypriotiske Omonia Nicosia, hvor den tidligere Head of Scouting i hovedstadsklubben Jesper Jansson var stærkt involveret i handlen, da han på det tidspunkt var sportsdirektør i den cypriotiske klub.
Det har svenskeren dog senere fortrudt, fortæller han nu i forbindelse med sit nye job som fodboldchef i svenske IFK Göteborg.

– Vi skulle ikke have lavet den handel. Jeg rekrutterede spilleren til Sverige som ung og har arbejdet sammen med ham i lang tid, hvilket var medvirkende til, at jeg ikke så alle perspektiverne.

– Han er blevet dømt nu, og dommen er endelig. Jeg vil gerne være helt på det rene med, at jeg tager afstand. Jeg har mine egne værdier, som er helt i tråd med Blåvitts [De blå-hvide, IFK Göteborg], siger Jesper Jansson til IFK Göteborgs hjemmeside.
Som Jesper Jansson selv antyder var han også med til at hente Akinkunmi Amoo til Hammarby, der senere solgte nigerianeren til FC København for mere end 30 millioner kroner.
Akunkunmi Amoo ankede dommen, men den blev stadfæstet og den tidligere FCK-spiller blev dømt til et års fængsel.
Akinkunmi Amoo fik fire kampe for F.C. Københavns førstehold, hvor han bidrog med ét enkelt mål.
I dag spiller nigerianeren i kinesiske Shanghai Jiading.
