
Medie: Women’s Super League overvejer at fjerne nedrykning
Strukturen i den bedste kvindelige fodboldrække i England kan meget vel stå overfor en markant ændring.

Women’s Super League overvejer at droppe nedrykning.
Det skriver The Guardian.
Det sker i et forsøg på at vokse sporten endnu større, og forslaget vil blive diskuteret blandt klubberne ved et møde fredag.
Mediet skriver, at de 23 klubber i Women’s Super League og Championship er blevet indkaldt til mødet af den virksomhed, der står bag driften af de to rækker, Women’s Professional Leagues Ltd.
Mødet kommer til at handle om, hvordan man kan styrke kvindefodboldens profil, bæredygtigheden og rentabiliteten – og det er i den henseende, at man overvejer at droppe nedrykning.
Rationalet bag at fjerne nedrykning er – ligesom vi kender det fra amerikanske sportsgrene – at investorer vil være mere villige til at smide penge i ligaen og i klubberne.
Klubberne skulle være åbne overfor alle forslag i jagten på at gøre kvindefodbold mere populær.
Den nye struktur kommer i givet fald ikke til at blive indført før 2026/27-sæsonen.
Et forslag går også på, at man i ikke skal kunne rykke ned fra Women’s Super League, mens man fortsat kan rykke op fra Championship. På den måde udvides den bedste engelske række i kvindefodbold langsomt.
Samtidig skal Championship rebrandes til at hedde WSL2.
Women’s Professional Leagues Ltd har allerede indgået en femårig TV-aftale med Sky Sports og BBC til en værdi af 65 millioner pund, mens man også har indgået en sponsoraftale med Barclays til en værdi af 45 millioner pund. Det svarer til sammenlagt 993 millioner kroner.