
Det har Jesper Sørensen lært i Vancouver: Rejser meget
Jesper Sørensen har gjort sig nye erfaringer i Vancouver Whitecaps.

Natten til fredag dansk tid spillede Jesper Sørensens Vancouver Whitecaps sig videre i Champions Cup med en 2-0-sejr hjemme mod Saprissa.
En sejr, som den tidligere Brøndby-cheftræner er ganske godt tilfreds med:
– Jeg kunne lide meget af det, jeg så fra spillerne, men det er også lidt bekymrende, at vi ikke var skarpere, når vi fik de store chancer. Men over de to kampe synes jeg, at vi var det bedste hold og gik fortjent videre, siger han på pressemødet.
Det var dog ikke kun selve kampen, som de fremmødte journalister var interesserede i at høre om.
Til sidst på pressemødet blev der nemlig spurgt ind til, hvad Jesper Sørensen har lært indtil videre i Vancouver.
– Jeg har lært, at gruppedynamikker er vigtigt. Vi har en virkelig god gruppe. Det vidste jeg nok i forvejen, men det har kun styrket min tro på, at en gruppe med en god sammenhæng kan opnå store ting sammen.
– Spillerne i Vancouver er virkelig hårdtarbejdende og virkelig ambitiøse og opsatte på at blive bedre hver dag. Og det er selvfølgelig en god ting at vide som træner, siger han, inden den nok største læring ser dagens lys:
– Man skal rejse meget i den her liga. Og det skal man forholde sig til. Jeg ved godt, at nu skal vi til Mexico, og det burde være ligesom at spille enhver anden kamp, men det er det ikke.
– Det er helt andre forhold. Vi spillede i Costa Rica under nogle forhold, så i Portland under nogle andre forhold. Jeg lærer noget her hver dag, og det er også noget af det smukke ved det, siger han.
Vancouver Whitecaps‘ næste modstander i Champions Cup bliver mexicanske Monterrey, der blandt andre har Sergio Ramos på holdkortet.
Head Coach Jesper Sørensen speaks to the media following Thursday’s match against Deportivo Saprissa.
— Vancouver Whitecaps FC (@WhitecapsFC) February 28, 2025
#VWFC | #ConcaChampions pic.twitter.com/rW5pIgy6TH