
Midt i massekritikken: Amorim tager Højlund i forsvar
Ruben Amorim har ikke opgivet håbet for sin danske spydspids.

Midt i stormen er der nu lidt at gribe ud efter for Rasmus Højlund.
Særligt de engelske medier og eksperter er for tiden hårde ved den danske angriber, der kæmper voldsomt med at finde vej til netmaskerne.
Men nu er Manchester United-manager Ruben Amorim kommet ham til undsætning.
Portugiseren mener nemlig, at holdet skal blive bedre til at fodre Højlund:
– Jeg mener, at det er åbenlyst, at vi som hold ikke hjælper Rasmus Højlund.
– Vi skaber ikke særlig mange chancer. Vi mangler evnen til at true modstanderen, og det kan man mærke i kampene, siger han på et pressemøde forud for onsdagens kamp mod Ipswich.
Ikke nok med, at Ruben Amorim fordeler skylden for sin angribers manglende mål, så gør han også opmærksom på, hvorfor Rasmus Højlund i hans optik stadig har mulighed for at være fremtidens mand i klubben.
– Jeg synes, at Rasmus besidder en masse potentiale. Hvis vi forbedrer måden, vi spiller på, så vil han få flere chancer for at score. Han kom hertil som meget ung, og når man er ung og spiller hele tiden, er det nogle gange svært. Det handler om hele billedet. Hele konteksten.
– Vi bliver nødt til at kigge på Rasmus som spiller. Han har fart og teknik, han scorer nogle mål som er virkelig svære at score. Nogle gange vælger han ikke det bedste løb, og nogle gange er han nervøs for at røre bolden, fordi der går så mange minutter mellem at han får bolden, så han trækker væk fra modstanderens mål, hvor han bør være. Vi arbejder med det her i træning. Nogle gange handler det om spillerens selvtillid, men det handler især også om den måde, vi spiller på, siger Ruben Amorim.
Portugiseren bekræfter også, at Rasmus Højlund viser sin målnæse til træning.
Rasmus Højlund er lige nu inde i en stime, hvor han ikke har scoret i 16 kampe i streg.
Samtidig er det blevet til beskedne to scoringer i 21 Premier League-kampe i indeværende sæson.
Manchester United tager imod Ipswich onsdag aften klokken 20.30.