
Kommentar: Riemer bliver nødt til at beskytte Højlund
Rasmus Højlund er i personlig krise og har brug for støtte fra landstræneren, mener Campos fodboldkommentator.

Rasmus Højlund har langt fra leveret varen for Manchester United i denne sæson.
Det er mere end et år siden, at han bragede ind som en lovende, dyrt indkøbt spiller, der udmærkede sig ved at score i seks Premier League-kampe i streg. Det var bedre end Haaland, Thierry Henry og Ruud Van Nistelrooy. Men det er et år siden.
Den nu 22-årige forward gennemgår lige nu sit fodboldlivs mareridt, som ikke kan undgå at påvirke ham også mentalt. Der er brug for hjælp.
Brian Riemer har en særlig opgave som den alfaderlige landstræner – han skal beskytte Rasmus Højlund.
Det har været hårde tider for Rasmus Højlund. For selvom han udadtil strutter af engagement, vilje og selvtillid, så ikke kun peger pilen på ham – den har ramt ham.
Dagligt bliver han udsat for voldsom kritik i den meget direkte engelske presse, United-fans synger smædesange, eksperter kræver ham væk, manageren søger nye folk, der stilles hele tiden spørgsmål.

Uanset markedsværdi, uanset det professionel game, uanset en bred ryg, så skal der noget helt ekstraordinært til at håndtere al den modvind for en 22-årig knægt.
Jeg har tit skrevet, at landsholdet er et øjebliksbillede – det er en spillers omgående form, der er afgørende for udtagelsen. På et klubhold kan man med mere tålmod spille sig ind, mens landskampene er snapshots 10-11 gange om året. Her er præstationen og bedømmelsen onenightstands.

Brian Riemer, landstræneren, udtager sin bruttotrup om et par uger til kampene mod Portugal. Han står overfor et svært valg – skal han indlemme Rasmus Højlund blandt navnene? Umiddelbart bliver det et ja, for Riget fattes frontløbere. Et ja, selvom Højlund heller ikke på landsholdet har leveret målene (et mål i de seneste 16 landskampe).
Men bliver han udtaget, så kommer han hjem til nye store forventninger og en massiv offentlig medieopmærksomhed, der vil præge alt fra landsholdslejren i Helsingør til før, under og efter kampene. Der vil blive spurgt kritisk ind til hans “tilstand”. Han vil ikke få fred.
Skal landstræneren tage hensyn til det – og til Højlund? Der er tidligere kommet store landsholdsnavne hjem til nationaldragten med invitation til kritiske røster og spørgsmål. Sådan er det, en naturlig del af topfodbolden. Men jeg har sjældent set en så negativ fokus på en enkelt spiller, som det Rasmus Højlund oplever lige nu.
Kan han rumme det? Det ved vi ikke. Skal landstræneren tage specielle hensyn? Han kan og skal ikke gemme Højlund væk fra medierne, fra offentligheden. Skal Riemer beskytte Højlund (og landsholdet) ved ikke at udtage ham? Det her handler trods alt om mere end en fodboldspiller.
