
Stor kontrovers: Storklub anklager Mourinho for racisme
José Mourinho er for alvor kommet i vælten efter udtalelser på et pressemøde.

Der var dømt topopgør i den tyrkiske Süper Lig mandag aften, da Galatasaray tog imod Fenerbahce.
Forud for opgøret adskilte seks point klubberne på henholdsvis først- og andenpladsen, og det samme var også tilfældet efter slutfløjt.
Kampen endte nemlig 0-0, og så skulle den kamp for så vidt også være overstået. Men nej, det var ikke tilfældet. Kampen har nemlig fået et voldsomt efterspil.
Det skyldtes, at Fenerbahce-manageren José Mourinho kom med ret skarpe udtalelser på pressemødet efter opgøret.
Udtalelserne har efterfølgende fået Galatasaray-lejren til at rase, da man fra deres side mener, at Mourinhos kommentarer – målrettet klubben – var af racistisk karakter.
Her udtalte José Mourinho:
Jeg må takke dommeren. Den eneste grund til, at dagens kamp var god, var dommerens præstation. Hans præstation var topklasse. I det første minut er der et stort dive, hvor hele Galatasaray-bænken springer op som aber. Havde det været en tyrkisk dommer, så havde der været et gult kort efter et minut, og jeg havde måtte lave en udskiftning efter fem minutter.
Her er det sammenligningen mellem Galatasaray-bænken og aber, der vækker harme i Galatasaray-lejren.
Og det er noget, klubben har tænkt sig at gå videre med. Det oplyser Galatasaray på sin X-profil, hvor man er kommet med en officiel statement.
– Siden José Mourinho påbegyndte sin managerkarriere i Tyrkiet, har han ad flere omgange udtalt sig nedsættende om det tyrkiske folk. I dag er hans diskurs eskaleret. Nu er det ikke blot umoralske kommentarer, men i stedet en utvetydig og umenneskelig retorik.
– Vi erklærer hermed formelt vores hensigt om at indlede en straffesag vedrørende de racistiske udtalelser fra José Mourinho, og vi vil derfor indsende officielle klager til både UEFA og FIFA. Desuden vil vi flittigt observere Fenerbahces holdning til dette – en institution, der hævder at opretholde “eksemplariske moralske værdier”. Vi ønsker at høre klubbens svar på den forkastelige adfærd, som deres leder udviste.
Fenerbahce har endnu ikke responderet på meldingen fra Galatasaray, som kom sent mandag aften.
