
Medie: FC Barcelona-handel kollapset
Det ligner, at handlen må udskydes til sommer.

Vitor Roque må, for nu, blive i Real Betis.
Den brasilianske angriber er på nuværende tidspunkt udlånt til klubben fra Sevilla fra FC Barcelona, men opholdet har ikke udfoldet sig som håbet.
Derfor har de to klubber i den seneste periode arbejdet på at skille sig af med angrebstalentet.
Flere spanske medier har i den forbindelse meldt, at en handel var på plads – men nu er der angiveligt kommet grus i maskineriet.

Det forlød, at Vitor Roque ville vende hjem til Brasilien, hvor Palmerias skulle være klar til at slynge 25 millioner euro over bordet – svarende til omkring 186 millioner kroner.
På den måde ville Palmerias skaffe 80 procent af rettighederne til den 19-årige angriber.
Det ville betyde, at Betis skulle lade Roque vende tilbage til Barca, hvorfra han efterfølgende ville blive solgt videre til sit hjemland.
Det er dog her problemet opstår.
Ifølge den catalanske sportsavis Mundo Deportivo har LaLiga nemlig afvist lige netop denne del af handlen.
Der er nemlig en regel i Spanien, der ikke tillader en spiller at vende tilbage til sin klub fra en lejeaftale udenfor perioderne, hvor spilleren kan registreres.
Dermed kan handlen ikke gennemføres udenfor det spanske transfervindue.
Sportsavisen skriver dog, at de tre klubber arbejder på at finde et juridisk smuthul hos FIFA for at færdiggøre handlen.
Smuthullet skal findes inden fredag den 28. februar, hvor det brasilianske transfervindue lukker.
Vitor Roque har i skrivende stund optrådt 33 gange for Real Betis, hvor det er blevet til syv mål og to oplæg.
