
Ten Hag melder ud: Holder kort pause fra fodbolden
Erik ten Hag har været uden job, siden sin fyring i Manchester United.

Erik ten Hag er fortsat arbejdsløs.
Den tidligere Manchester United-manager har stået uden job, siden han fik sin fyreseddel i den engelske storklub tilbage i oktober 2024.
Og sådan fortsætter det lidt endnu. Det slår hollænderen fast i et interview med podcast-showet Seg Stories.
Her fortæller han, at han har en plan for at holde en lille pause fra fodbolden. Allerede nu er der gået fire måneder, og der går formentligt fire mere af slagsen.
– Jeg har besluttet mig for, at jeg ikke ønsker at tage et nyt job som træner i denne sæson. Så indtil den 1. juli holder jeg pause, og så er jeg klar til en ny sæson.
I samme ombæring ser Ten Hag tilbage på tiden i Manchester United, hvor der både var op- og nedture. Her savner han specielt én ting.
– Vi havde mange højdepunkter i min tid i Manchester United, men som jeg altid siger; der er altid plads til forbedringer. At være god er ikke godt nok.
– Hvis der er én ting, jeg virkelig savner, så er det Old Trafford.
Erik ten Hag har gennem tiden været forbi flere store adresser.
Før sin tid som manager i Manchester United stod han i spidsen for den hollandske storklub, Ajax – ligesom han også har været forbi klubber som FC Utrecht og Go Ahead Eagles i cheftrænerregi.
