
Medie: United frygter at ingen vil købe Højlund
Den engelske storklub skulle være decideret bange for, at man ikke kan komme af med den danske angriber.

Nej, det kører ikke på skinner for Rasmus Højlund.
Den danske angriber leder med lys og lygte efter modstanderens mål, men lige nu lykkes det bare ikke.
Det har også fået kritikken til at hagle ned over ham i særligt England – for en angriber skal jo score mål.
Med kritikken følger naturligvis også rygter om hans fremtid.
Senest skulle Manchester United overveje godt og grundigt, om tiden er inde til at sige farvel til Rasmus Højlund til sommer.
Ifølge GiveMeSport står det dog endnu værre til.
Mediet skriver, at Manchester United faktisk frygter, at man ikke kan finde en klub, der vil købe den danske angriber.
Konsekvensen af det vil være, at den engelske storklub kommer til enten at skulle beholde Rasmus Højlund eller overveje lejeaftaler, selvom ønsket er at få ham solgt og bruge pengene på en ny angriber.
Frygten for at man ikke kan få ham solgt er på trods af, at man er indstillet på at tabe penge på handlen.
Manchester United brugte 575 millioner kroner på Højlund i sommeren 2023 og forventer ikke at kunne sælge til samme pris.
Den 22-årige dansker har i indeværende sæson scoret to mål i 21 Premier League-kampe.