
Barca-stjerne tvivlsom til Atlético-opgør
FC Barcelona-stjernen Lamine Yamal er tvivlsom til Copa del Rey-opgøret mod Atlético Madrid tirsdag.

Lamine Yamal er tvivlsom.
Sådan lyder mandagens melding fra FC Barcelonas cheftræner, Hansi Flick.
På et pressemøde slår han fast, at Lamine Yamal er tvivlsom til det kommende storopgør i Copa del Rey tirsdag, hvor Atlético Madrid venter.
Men der er dog fortsat mulighed for, at Yamal når at blive kampklar.
– Vi må vente og se, men jeg tror, han kan spille. Jeg er positiv, men vi må høre, hvad lægen siger, fortæller Hansi Flick ifølge Mundo Deportivo.
Lamine Yamal kom til skade i FC Barcelonas opgør denne weekend, hvor han i kampens slutminutter måtte lade sig udskifte.
Efterfølgende har der været billeder fremme af en medtaget venstrefod.
Opgøret mellem FC Barcelona og Atlético Madrid fløjtes op tirsdag klokken 21:30.
Det er det første af to semifinaleopgør mellem klubberne i Copa del Rey.
