
Tidligere FCM’er både scorer og ser rødt i vild affære
Det var noget af en rutsjebanetur for Ousmane Diomande søndag aften.

Det var en yderst begivenhedsrig søndag aften for den tidligere FCM’er Ousmane Diomande.
Den brølstærke Sporting-stopper åbnede nemlig ballet, da de portugisiske mestre gæstede bundholdet AVS.
Diomande steg til vejrs og stangede Sporting i front efter otte minutters spil, før tilbagevendte Viktor Gyökeres fordoblede føringen i det 33. minut.
Med godt 20 minutter igen kom Ousmane Diomande for første gang i den sorte bog, da han begik straffespark og i samme ombæring fik gult kort, da han hev fat i en modspiller.
Straffesparket blev sikkert sat ind, og syv minutter senere modtog ivorianeren sit andet gule kort og dermed rødt efter et VAR-tjek, som tydeligt viste, at Diomande kom for sent i en tackling.
I de døende sekunder af tillægstiden lykkedes det endda AVS at snuppe et enkelt point, da Gustavo Mendonca gjorde det til 2-2.
Ousmane Diomande forlod FC Midtjylland til fordel for Sporting tilbage i 2023. Han nåede aldrig at spille en kamp på Heden.