
Medie: Barca-lejesvend færdig i Real Betis
Dagene i Andalusien ser ud til at være talte for FC Barcelona-lejesvenden Vitor Roque.

Vitor Roque har spillet sin sidste kamp i Real Betis.
Det 19-årige brasilianske stortalent har ikke just taget kegler under sit lejeophold, som nu ser ud til at være slut.
Ifølge det spanske medie Sport er FC Barcelona nemlig i forhandlinger om at sælge Vitor Roque endegyldigt.
Mediet mener at vide, at Real Betis og FC Barcelona lige nu er til forhandlinger med den brasilianske klub Palmeiras, som pønser på at bringe angribertalentet hjem til Sydamerika.
Angiveligt er forhandlingerne så avancerede, at mediet forventer, at handlen bliver skrevet under i løbet af mandag.

Foto: Pablo Morano/Reuters/Ritzau Scanpix
Ifølge mediets oplysninger kommer Palmeiras til at hoste op med 25 millioner euro, hvilket svarer til hele 186 millioner danske kroner.
Derudover sikrer Barca sig også en videresalgsklausul på 20 procent i salget af brasilianeren, som dermed også afbryder Roques lejeophold i Betis.
Vitor Roque kom til FC Barcelona fra Athletico Paranaense tilbage i januar 2024, men efter lidt over et år ser Barcas store satsning allerede ud til at være på vej ud af døren.
Den 19-årige brasilianer nåede at spille 16 kampe for Blaugrana, hvor han bidrog med to scoringer.
Under sit lejeophold i Real Betis er det gået noget bedre og blevet til 33 optrædener med syv mål og to oplæg til følge.