
Drømmepremiere i Vejlby: AGF banker AaB i jysk klassiker
AGF kunne dårligt have drømt om en bedre superligapremiere på det nye midlertidige stadion i Vejlby.

Tre mål af AGF, tre point og en tredjeplads.
Hvis tre er et eventyrligt tal, så levede det søndag eftermiddag op til sit ry, da AGF for første gang åbnede superligadørene på sit midlertidige stadion i Vejlby med en 4-0-sejr over sine jyske rivaler fra AaB.
Det var tilmed et AGF-trekløver, der – i hvert fald offensivt – tegnede kampen for hjemmeholdet, og for anden runde i træk spillede Patrick Mortensen en hovedrolle.
Efter 20 minutters spil viste AGF-anføreren nemlig igen sin farlighed foran mål, men Patrick Mortensens føringsmål skal i mindst lige så høj grad tilskrives holdkammeraterne Mikael Anderson og Tobias Bech.
Det var nemlig Mikael Anderson, der med en ubunden højrestøvle slog et indlæg, som Tobias Bech forudseende lod være med at røre, og derfor var det den smalleste sag for Patrick Mortensen at ekspedere forårets fjerde scoring i mål.

Tre minutter inde i anden halvleg overlod Mortensen scenen helt og aldeles til sin to kumpaner, da Tobias Bech med ryggen til fandt en lomme, hvorfra Mikael Anderson kunne chippe bolden over AaB-målmand Vincent Müller til en 2-0-føring.
Yderligere tre minutter senere genindtog Patrick Mortensen så sin velkendte hovedrolle, da Mikael Andersons indlæg fandt vej helt til bagerste stolpe, hvor Patrick Mortensen igen scorede et af karrierens nemme mål – tilmed hans superligamål nummer 100!
Afklapsningen af AaB blev total, da Oumar Diakhite ved et fladt indlæg havde glemt, at han også har et venstreben og i stedet styrede bolden ind bag egen målmand med højrebenet.
Med storsejren i den jyske klassiker, som blev overværet af 8.506 tilskuere, sikrer AGF tredjepladsen weekenden over, mens hullet op til F.C. København og FC Midtjylland er reduceret til to point, inden de to holds indbyrdes møde senere søndag.
For AaB vil forspringet til holdene under nedrykningsstregen som minimum være reduceret med ét point afhængigt af Vejles resultat mod Brøndby umiddelbart efter kampen i Aarhus.