
Villa-helten hylder Rashford: Vi kender hans kvalitet
Marco Asensio takker Marcus Rashford for hans to oplæg til spanieren lørdag aften.

Marcus til Marco alle gode gange to.
Det var opskriften til succes, da Aston Villa fik skovlen under Chelsea lørdag aften.
Således var den dobbelte målskytte Marco Asensio heller ikke sen til at hylde Marcus Rashford, som stod for begge oplæg.
– Vi kender alle Marcus’ kvalitet. Han hjælper os rigtig meget. Vi er så glade. Jeg vil også takke Marcus for de to assists, fortæller Marco Asensio til Sky Sports.
Spanieren er da ikke alene om at hylde Marcus Rashford.

Også Youri Tielemans er nemlig meget imponeret over Manchester United-lejesvenden.
– Jeg er rigtig tilfreds – specielt sådan som han præsterer lige nu og med to oplæg i dag. Marcus er en spiller, der kan true alle en-mod-en og endda en-mod-to.
– Han er meget vigtig for os med den måde, han spiller på, fordi han giver os noget anderledes i vores venstre side. Man kunne se, at han var farlig, hver gang han fik bolden, og forhåbentlig bliver han bare endnu bedre, fortæller Youri Tielemans til Sky Sports.
Marcus Rashford har hidtil optrådt fire gange for Aston Villa og har stadig sit første mål til gode for klubben.
