
United-træner kigger nedad: Vi skal overleve i denne sæson
Ruben Amorim og Manchester United har gang i en tung sæson i Premier League.

Manchester United sikrede sig et hårdt tilkæmpet point ude mod Everton.
Undervejs var Ruben Amorims mandskab nede mod 0-2, men et sent comeback sørgede for, at der kom point på kontoen.

Men selvom De Røde Djævle undgik nederlag, var Ruben Amorim ikke ligefrem positivt stemt efter kampen.
– Alt, hvad vi gør i løbet af ugen, skal vi gøre bedre i kamp. Lige nu er vi nødt til at fokusere på at tage tingene dag for dag. Vi er nødt til at overleve i denne sæson, og så kan vi se fremad, siger Ruben Amorim til TNT Sports.
Når det så er sagt, så havde den portugisiske manager også et par positive ord om holdets præstation.
– I anden halvleg var vi tæt på at vinde kampen. Vi bliver nødt til at blive bedre til at skabe chancer, for vi har problemer med at score mål, siger Ruben Amorim.

Manchester United ligger i øjeblikket på 15. pladsen i Premier League.
