
Isaksen og Lazio smider point til bundhold
Lørdag eftermiddag blev en yderst kedelig en med Lazio-briller.

Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix
|
22 feb 2025–15.00
Gustav Isaksen var med fra start, da Lazio gæstede Serie A-bundholdet fra Venezia.
Den vævre danske kantspiller kunne dog hverken gøre fra eller til, da det lykkedes Venezia at holde Lazio fra fadet – og omvendt.
Således endte det med pointdeling i Venedig, som helt klart luner mest hos hjemmeholdet, der ligger under nedrykningsstregen, mens Lazio og Isaksen formentlig havde håbet på et bedre udbytte med den italienske topstrid i mente.
Oliver Provstgaard var også med for Lazio, men den tidligere Vejle-anfører måtte se hele kampen fra bænken.