
Rösler sendte profiler ind: Havde set nok
Uwe Rösler gav torsdag en status på to AGF-profiler, som han sendte ind fra træning lidt tidligere end resten af truppen.

Nicolai Poulsen og Tobias Mølgaard blev begge sendt ind fra træning torsdag.
Kort før resten af holdet stoppede anstrengelserne på kunstgræsset på Fredensvang, sendte den tyske AGF-cheftræner Uwe Rösler sine to profiler Nicolai Poulsen og Tobias Mølgaard ind i varmen.
Og det var der en helt særlig årsag til, forklarede han.
– Poulsen ville gerne fortsætte i dag, men jeg havde set nok, så jeg sendte dem ind for at slutte dagen positivt for dem begge.
– Nu kommer der to dage på græs, og jeg ville ikke presse mere på i dag, lød det fra Rösler overfor pressen.

Her fortalte han også, at Tobias Mølgaard formentlig er tilbage kamptruppen, når AGF møder AaB søndag. Det var han ikke i forårspremieren mod Sønderjyske.
Det var Nicolai Poulsen til gengæld. Han spillede hele anden halvleg, og nu hvor Mads Emil Madsen er i karantæne til søndagens kamp, er snakken om Poulsen i startformationen en naturligvig udvikling.
– Har han (Poulsen, red.) 90 minutter i sig? Fysisk, tror jeg, han har. Og han er også en spiller, der kan blive ved længere, fordi han er så stærk rent mentalt. Han kan sandsynligvis gå længere, end kroppen egentlig kan. Men vi har også Akoto, vi kan sætte ind på midtbanen, så vi har muligheder.
– Men Poulsen er Poulsen, og når han spiller, så spiller han, pointerede Uwe Rösler til slut.
Nu gælder det to dage på græs. Han ligner en starter, Nicolai Poulsen.