
Mattsson om Chelsea-lodtrækning: Bliver superfedt
Magnus Mattsson glæder sig til at prøve kræfter med Chelsea.

Fredag er der blevet trukket lod til de europæiske turneringer.
Det betyder også, at F.C. København, der er det eneste resterende danske hold i de europæiske turneringer, har fået sat navn på sin kommende modstander.
Og modstand får den danske hovedstadsklub helt sikkert.
Således er det ingen ringere end Chelsea, der venter i Conference Leagues ottendedelsfinaler.
Selvom det på alle mulige måder er en skræmmende modstander, så er det en opgave, som FCK’s Magnus Mattsson ser frem til:
– Det er et godt hold. Det er en stor klub. Det bliver en superfed kamp.
– Det er klart, at det er nok det bedste hold af de to, vi kunne have trukket. Men det er nu en gang sådan det er, og vi glæder os til at spille to gode kampe, siger han til FCK TV.
Inden den står på Chelsea skal FCK dog lige spille en vigtig kamp i Superligaen, når FC Midtjylland søndag gæster Parken.
– Det er et topbrag i Parken, og det glæder vi os utrolig meget til. Vores kampe er altid meget dynamiske og der er god tænding på.
– Det er et fysisk stærkt hold, som vi skal stå imod, men jeg har stor tiltro til den her gruppe og det sammenhold, vi har. Så jeg tror på, at vi kan knække dem på søndag, siger han.
F.C. København og FC Midtjylland ramler sammen søndag klokken 18.00.
Den 6. marts gæster Chelsea Parken i det første af to indbyrdes opgør.