
Ingen fandt målet i tæt tåge i Lyngby
Der var fest og farver inden kamp, men så sluttede det til gengæld også.

Nøglerne til Lyngby Stadion blev formelt overdraget til Lyngby Boldklub fredag aften.
Det blev fejret med vildt saxofonspil og et tilsvarende vildt ildshow før kampstart.
Desværre gik gassen af ballonen, da der skulle spilles fodbold. Kampen mellem Lyngby Boldklub og Randers FC endte 0-0.
Det var ikke verdens kedeligste 0-0-kamp – men det stadig en fodboldkamp uden mål.
Begge hold havde sporadiske muligheder, men det var sjældent man sad med fornemmelsen af, at “der skulle det da have været et mål”.
Om den voldsomme tåge spillede en rolle i den målløse affære, ved spillerne nede på banen bedst selv.

Med pointdeleren taber Randers terræn i toppen, mens Lyngby ikke for alvor får hentet mærkbart ind på konkurrenterne over nedrykningsstregen.