
Tidligere spansk fodbold-boss fundet skyldig i kyssesag
Luis Rubiales er fundet skyldig i sagen om det kys, han gav Jenni Hermoso.

Det fik enorme mængder omtale, da Luis Rubiales efter de spanske kvinders VM-triumf i 2023 kyssede en af spillerne, Jenni Hermoso, på munden.
Mens sagen rullede valgte han at trække sig som præsident for den spanske fodboldforbund.
Nu er der sket en ny udvikling i sagen.
Flere medier, herunder Sky Sports, beretter således torsdag, at han nu er blevet fundet skyldig i seksuelt overgreb for det berømte kys.
Den spanske højesteret har nemlig fundet, at han kyssede Jenni Hermoso uden hendes samtykke i forbindelse med fejringen af VM-triumfen.
Hermoso fortalte undervejs i retssagen, at hun aldrig havde givet Luis Rubiales tilladelse til at kysse hende, og at hans handling har “plettet en af de bedste dage i hendes liv”.
Han er blevet idømt en bøde på mere end 10.000 euro og må ikke være tættere end 200 meter på Hermoso i et år. Han må heller ikke kontakte hende i perioden.
Han blev dog ikke dømt for at have tvunget hende til at nedtone sagens alvorlighed, som han ellers også var anklaget for.
Luis Rubiales har hele tiden fastholdt, at der var samtykke i forbindelse med kysset:
– Jeg er fuldstændig sikker på, at hun gav mig tilladelse, sagde han i retten tidligere på måneden ifølge The Guardian.
Anklagerne i sagen forlangte en fængselsdom.