
Neestrups reserver gør det: FCK er videre i Europa!
Der skulle 120 minutters fodbold og en gigantisk Heidenheim-brøler til.

Trods otte ændringer i startopstillingen, leverede F.C. København torsdag stort i sydtyske Heidenheim.
En dansk 1-2-sejr tvang returopgøret ud i forlænget spilletid, hvor mexicanske Rodrigo Huescas blev den helt store helt, da han kunne sende københavnerne videre til Conference Leagues ottendedelsfinaler.
Trods de mange ændringer i startopstillingen, var det de danske gæster, der fra start dominerende kampen.
Efter flere store chancer, hvor særligt Elias Achouri havde misbrugt store muligheder, dukkede Amin Chiakha kort før pausen op på et indlæg fra Kevin Diks, og med hovedet sørgede han for at give udeholdet en fuldt fortjent føring.
Fem minutter efter pausen var det igen Chiakha, der leverede for københavnerne, for selvom han ikke i første omgang fik straffespark ud af sine anstrengelser, så kunne selv kampens montenegrinske dommer efter VAR-gennemgang ikke undlade at pege på straffesparkspletten.

Herfra var Kevin Diks sikker, men lige så sikkert var det efterfølgende momentumskifte i kampen.
Det tyske hjemmehold overtog initiativet, og efter 68 minutters spil var Munashe Garananga tæt på at forære Heidenheim en udligning, men selvom Marvin Pieringer nemt rundede Diant Ramaj, gjorde Garanaga det godt igen ved at redde på stregen.
Nogen redning på stregen blev det ikke til, da brasilianske Leo Scienza med et kvarter igen udlignede i det store billede med en smuk frisparksscoring til 1-2.
Heidenheim pressede på for at sikre avancement uden forlænget spilletid, men et par gode redninger fra F.C. Københavns tidligere Heidenheim-målmand, Diant Ramaj, sikrede yderligere to gange 15 minutters fodbold.
Efter en målløs første halvleg i den forlængede spilletid, blev Rodrigo Huescas den helt store helt for F.C. København. Egentlig så Jordan Larsson ud til at have forspildt den store kontrachance, men så tacklede to Heidenheim-forsvarsspillere hinaden.
Bolden trillede hen til en helt fri Huescas, der lukkede øjnene og klappede bolden ind bag Heidenheim-målmanden.
Nu venter der F.C. København et opgør mod enten Chelsea eller portugisiske Vitória de Guimarães.