
Godt nyt fra Catalonien – ‘AC’ tilbage i træning
Der er gode nyheder fra den catalanske hovedstad.

Andreas Christensen er vendt tilbage til holdtræning.
Det sker efter, at danskeren senest har været ude med en skade i sin højre lægmuskel, som han pådrog sig under en træning i slutningen af januar.
Den seneste skade kom i kølvandet på, at den 28-årige landsholdsspiller endelig var vendt tilbage fra en skadesperiode på fire måneder.

Grundet de lange skadespauser til den danske midterstopper er danskeren i skrivende stund den spiller i FC Barcelona-truppen med færrest spillede minutter.
‘AC’ har nemlig kun spillet 26 minutters fodbold i den indeværende sæson.
Minutterne kom i den første spillerunde i LaLiga mod Valencia.
Siden da, har Andreas Christensen ikke været at finde på grønsværen for Blaugrana.
