Premier League

En 17-årig knægt kan vippe landsholdets 9’er af pinden

Flemming Toft kan godt se en verden, hvor Rasmus Højlund må give afkald på spilletid til fordel for en yngre dansker.

Chido Obi skiftes ind til sin Manchester United-debut,
Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er lidt en speciel situation.

For ikke særlig mange år siden havde det nok været ren utopi at tro, at to danske angribere skulle kæmpe om spilletiden i Manchester United.

Alligevel er det ikke langt fra at være realiteten længere.

Senest var 17-årige Chido Obi-Martin nemlig med, da Manchester United blev besejret ude mod Tottenham.

Det unge stortalent fik også sin officielle debut, da han omkring det 90. minut blev skiftet ind.

Ifølge Campos kommentator, Flemming Toft, er det slet ikke utænkeligt, at vi kommer til at se meget mere til Chido Obi-Martin allerede nu – og det kunne meget vel være på bekostning af Rasmus Højlund:

– Rasmus Højlund døjer med spil- og scoringsproblemer i Manchester United. Han har ikke scoret i de seneste 15 kampe. Det kan betyde, at den pressede manager Ruben Amorim giver Chido Obi chancen i jagten på United-mål.

– Obi er godt nok kun 17 år, men fik et par spilminutter mod Tottenham og masser af rosende ord fra Amorim, der gerne havde gemt ham lidt endnu, men føler sig tvunget til at prøve noget nyt i en sæson med 10 kampe uden United-mål. Danskeren har lavet syv mål i tre U-18 kampe, hvor United nu møder Arsenal i cup-kvartfinalen.

– Senest lavede Chido Obi hattrick mod Chelsea, kom fra akademitræning til individuel træning på Premier League-niveau, men United afskærmede ham fra al medieopmærksomhed og ville ikke kommentere på hans præstation. Men Amorin var presset til at udtage danskeren og en håndfuld andre ungdomsspillere mod Tottenham, og der sad de på bænken som til et andet skolebillede, siger Flemming Toft.

En af årsagerne til, at Chido Obi, ifølge Flemming Toft, allerede står med gode muligheder for spilletid er også, at Rasmus Højlunds mest direkte konkurrent måske ikke er så direkte alligevel:

– Manchester Uniteds manager forholder sig ikke direkte til Rasmus Højlunds manglende scoringer, men siger om ham, de fleste tror bliver afløseren – Joshua Zirkzee – at han mere er en offensiv midtbanespiller end en decideret forward. Også det er med til at pushe Chido Obi, der stadig har mere end fem måneder til at blive Uniteds yngste målscorer i Premier Leagues historie.

– Uniteds tilhængere jublede og sang slagsange ned mod Zirkzee, da han tidligere i sæsonen afløste Rasmus Højlund i en kamp – her så de en mulig “Cult hero”. Chido Obi kan blive noget lignende. Det er i hvert fald ham, de taler om lige nu.

Manchester United spiller næste gang lørdag mod Everton.

Mest populære

Notifications

Notifikationer