
Skidt nyt i Bayern: Harry Kane bekræfter skade
Harry Kane pådrog sig en skade undervejs i tirsdag kamp mellem Bayern München og Celtic.

Bayern München blev tirsdag aften presset til det yderste af Celtic.
Først i tillægstiden fandt Alphonso Davies vej til netmaskerne og fik med sin scoring til 1-1 sikret den sydtyske gigant videre avancement i Champions League.
Men selvom opgaven er klaret og man er klar til næste runde af verdens mest prestigefulde turnering for klubhold, så må der også være skår i glæden i Bayern.
Harry Kane kom nemlig aldrig ud til anden halvleg af opgøret.
Efter slutfløjt bekræfter den engelske målmaskine, at det skyldes en skade:
– Jeg skal scannes i nat (natten til onsdag, red.), og så må vi se. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan spille mod Frankfurt på søndag, siger han ifølge AFP.
Der er tale om en skade i læggen.
Han døjede i forvejen med en mindre skade i kæben fra et sammenstød undervejs i kampen mod Bayer Leverkusen lørdag.
Bayern Münchens sportsdirektør bekræfter desuden, at englænderen også kæmper med et problem i anklen.
Cheftræner Vincent Kompany ved ikke, hvor længe Kane forventes at være ude.