
Konstant brok: Yamal sympatiserer med dommerne
Uanset hvad en dommer gør, er der nogen klar til at brokke sig, mener Lamine Yamal.

Man behøver ikke at have haft en lang karriere for at indse, at dommerens job af og til kan virke nedslidende.
I hvert fald har bare 17-årige Lamine Yamal allerede fuld forståelse for, at det ikke altid er lige let at løbe rundt med fløjten og styre slagets gang.
Faktisk kan det nærmest være ubarmhjertigt fra tid til anden.
Det skyldes især, at der stort set altid er nogen, der er klar til at brokke sig:
– Dommernes job er virkelig svært. Når man fløjter for det ene hold, så brokker det andet holdt sig.
– Og hvis ikke der er nogen, der brokker sig, så skal der nok være en fra et hold, som slet ikke spiller, der brokker sig. Det er et virkelig svært job, siger han til Mundo Deportivo.
Den bare 17-årige Lamine Yamal rundede mandag sin professionelle kamp nummer 100, da han sammen med resten af FC Barcelona sejrede 1-0 over Rayo Vallecano.