
FCK belønner “internationalt toptalent”
Hunor Németh har imponeret i FCK vinteren over.

Hunor Németh har grebet chancen.
Det 17-årige talent har brugt sin preseason på at træne med førsteholdstruppen i F.C. København – og det har han gjort godt.
Også så godt, at han nu er blevet belønnet.
FCK oplyser således på sin hjemmeside, at den unge midtbanespiller rykkes permanent op i førsteholdstruppen:
– Vi har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om de kvaliteter, som Hunor besidder, men spørgsmålet er altid, hvornår man er klar til at tage de næste skridt.
– Disse skal tilpasses spillerens udvikling, og her må vi bare sige, at gennem gode træningspas og præstationer i træningskampene i preseason har Hunor vist, at han er klar til at tage det næste skridt i hans udvikling.
– Hunor er et internationalt toptalent, som spiller på den centrale midtbane. Han har et stort løbepensum, god teknik og stor taktisk forståelse, og han besidder en fremragende mentalitet og er dygtig til at præstere under pres.
– Han sigter konstant efter at blive en bedre udgave af sig selv, og vi glæder os til at bringe ham yderligere frem og se ham tage skridtet mod at konkurrere i førsteholdstruppen, siger Sune Smith-Nielsen, sportsdirektør i FCK.
Hunor Vajk Németh er født i Ungarn men kom til Danmark som treårig.
Han har spillet i FCK’s talentafdeling siden han var otte år gammel.
Han tørner ud for de ungarske ungdomslandshold.