
Toft: I aften kan han spille sig på landsholdet
Mika Biereth spiller en af karrierens vigtigere kampe tirsdag aften.

Fem Ligue 1-kampe, syv mål. To hattricks.
Det er fakta for Mika Biereth, der denne vinter skiftede til AS Monaco.
Campos kommentator, Flemming Toft, har tidligere udtalt, at den unge angriber burde banke på til en plads på det danske A-landshold.
Og den plads har han en oplagt mulighed for at tage tirsdag aften, mener Toft:
– En ny god præstation, og Mika Biereth spiller sig i landsholdstruppen mod Portugal i næste måned. Han har allerede vist sig frem med to hattricks i den franske liga, og landstræner Brian Riemer vil kigge ekstra på ham i Champions League-opgøret mod Benfica.
– Landsholdet savner målscorere – Rasmus Højlund er nede, Kasper Dolberg er skadet, det samme er Yussuf Poulsen, og den eneste der har vist noget på det seneste er Jonas Wind, der har lavet otte Bundesliga-mål i 20 kampe, siger han.
AS Monaco gæster Benfica på udebane tirsdag aften klokken 21.00.
Danmark møder Portugal hjemme i Parken den 20. marts og igen tre dage senere under sydligere himmelstrøg.