
Patrick Mortensen: David Nielsen kørte mig midt over
AGF-angriberen fik en hård medfart i sin første tid i klubben.

Patrick Mortensens målnæse er der ingen, der kan tage fra ham.
Den rutinerede målræv fandt frem til nettet hele tre gange, da AGF slog Sønderjyske i weekendens Superliga-runde.
Men selvom tiden i AGF har udviklet sig ganske glimrende for Mortensen, startede han faktisk med at blive sat godt og grundigt på plads af den daværende AGF-træner David Nielsen.
Det fortæller Patrick Mortensen i TV2 Sport-programmet, ‘Totalfodbold’.
– Da jeg lige var kommet til AGF, havde vi sådan en 30 meter-sprinttest ovre i Ceres-hallen. Han [David Nielsen] sidder oppe på tribunen og kigger på, og jeg synes jo egentlig, jeg har leveret et meget godt resultat.
– Han vælger så at komme ned helt iskold og løbe testen. Første gang slår han mig lige akkurat ikke, og det bliver jeg virkelig glad for. Han prøver så igen og slår mig. Det var så starten på min AGF-tid, siger den 35-årige angriber til TV2 Sport.

Patrick Mortensen kan dog glæde sig over at have scoret 98 mål i Superligaen, der rækker til en niendeplads på alletiders topscorerliste.
David Nielsen kan ‘kun’ bryste sig med 76 scoringer i den bedste danske fodboldrække.
