![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/soccer-football-premier-league-tottenham-hotspur-v-manchester-united-stadium-london-britain-patrick-dorgu-action-1200x630.jpg)
Schmeichel roser Dorgu: Det ser lovende ud
Peter Schmeichel ser lovende takter for Patrick Dorgu i Manchester United.
![Patrick Dorgu bliver tacklet af Pedro Porro.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/soccer-football-premier-league-tottenham-hotspur-v-manchester-united-stadium-london-britain-patrick-dorgu-action-1024x698.jpg)
Patrick Dorgu har gjort sin entre i Manchester United.
Den engelske storklub er i store problemer i denne sæson rent resultatmæssigt, men det ændrer ikke på, at man har fået en lovende spiller ind i form af Patrick Dorgu.
Sådan lyder det fra den tidligere Manchester United-målmand, Peter Schmeichel, i et interview i forbindelse med kampen mellem Tottenham Hotspur og Manchester United søndag aften.
Ifølge Schmeichel er der et stort pres på Dorgus skuldre, da han er den første spiller, Manchester United-bossen Ruben Amorim rigtigt har hentet ind.
Potentialet er utvivlsomt stort, og Dorgu har da også gjort en positiv figur for United til en start, siger Peter Schmeichel.
– Det er stort at komme til en klub som Manchester United – en klub i problemer. De har ikke været i så store problemer som nu siden 1930’erne måske. Og den eneste betydningsfulde spiller, som klubben og Ruben Amorim har hentet ind, er Patrick Dorgu. Så der er et stort pres på ham, lyder det fra Schmeichel, som fortsætter:
– Jeg synes, han spiller godt. I sin første kamp skulle han kun spille 45 minutter, og man får lidt en idé om, hvad Ruben Amorim vil med holdet. Dorgu var hele tiden tilgængelig og i bevægelse. Han kom ind, var frisk og god defensiv. Jeg synes, han gjorde det rigtig godt – Dorgu ser lovende ud for United.
I sin første kamp for Manchester United fik Patrick Dorgu 45 minutter på banen i FA Cup-kampen mod Leicester.
Søndag aften spillede Dorgu alle 90 minutter for Manchester United, da klubben blev besejret med 1-0 af Tottenham.
Det efterlader Dorgu og United på en skuffende 15. plads i Premier League.
Se hele interviewet med Peter Schmeichel i videoen øverst i artiklen
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/soccer-football-serie-atalanta-v-cagliari-gewiss-stadium-bergamo-italy-mateo-retegui-reacts-daniele-mascolo-261x176.jpg)