
Ikke lukket endnu: Rashford og Barca kædes sammen
Marcus Rashford og FC Barcelona er stadig et varmt emne, og der kan ske noget til sommer.

Marcus Rashford er ny mand i Aston Villa, og dermed blev det ikke til et skifte til FC Barcelona i denne omgang.
Den catalanske storklub var ellers inde i billedet for en stund, men i første omgang blev det til en lejekontrakt for Marcus Rashford gældende for den resterende del af sæsonen.
Det betyder dog ikke, at interessen fra FC Barcelona nu er lagt på is – det samme gælder for Rashfords ønske om et skifte til den spanske storklub.
Det beretter flere medier – heriblandt The Sun og det spanske medie Sport.
Ifølge mediets oplysninger venter der endnu en tur i transferkarrusellen for Rashford til sommer og håbet er, at det bliver til et skifte til FC Barcelona.
– Et nyt kapitel i sæbeoperaen med Marcus Rashford i hovedrollen venter. Selvom angriberen er udlejet til Aston Villa, og den engelske klub har en købsoption på 40 millioner pund, så har fodboldspilleren ikke opgivet sin drøm om at skrive under for FC Barcelona.
– Et stort incitament for gode præstationer for Marcus Rashford i Aston Villa er at vise Barça-ledelsen, at han kan være en interessant mulighed for at forstærke Flicks trup til sommer, lyder det i mediet.
Marcus Rashfords lejeaftale i Aston Villa udløber som bekendt til sommer, hvor han altså igen vender tilbage til Manchester United – såfremt Aston Villa ikke lander en permanent aftale inden da.
I Manchester United noterer Rashford sig for 138 mål og 63 assists i 426 kampe. Han er fortsat på kontrakt i klubben frem til sommeren 2028.
