
Trent snupper rekord fra Liverpool-koryfæ
Trent Alexander-Arnold har taget en rekord fra Steven Gerrard.

Du kan ikke sige Steven Gerrard uden også at sige Liverpool. Og omvendt.
Alligevel er det lykkedes Trent Alexander-Arnold at fratage Liverpool-legenden en rekord.
Det gjorde han, da han nok en gang var med fra start i Liverpools 2-1-sejr over Wolves søndag.
Det var nemlig den 26 år og 132 dage gamle backs Premier League-kamp nummer 250.
Dermed blev han den yngste Liverpool-spiller nogensinde til at nå det antal Premier League-kampe for klubben.
Det skriver statistik- og analysevirksomheden Opta på X.
Den tidligere rekordholder, Steven Gerrard, var 26 år og 200 dage gammel, da han i slutningen af 2006 rundede samme antal Premier League-kampe for den røde Merseyside-klub.
Trent Alexander-Arnold når dog næppe op på Steven Gerrards i alt 710 kampe for Liverpool.
I hvert fald rygtes han lige nu til Real Madrid til sommer, hvor han har kontraktudløb.