
Mbappé: Nogle spillere kan ikke stå for presset i Real Madrid
Franskmanden nyder tilværelsen, men han er klar over, at ikke alle nyder at have fast adresse på Bernabeu.

Real Madrid-trøjen er en af de tungeste.
Der er ikke mange steder i Fodboldeuropa, hvor flere øjne hviler på en.
Som spiller i kongeklubben er man pisket til at præstere, hvis man ikke vil dømmes ude af fan-domstolen. Det er noget Kylian Mbappé er tosset med.
Han ved dog også, at det ikke er alle, der har det sådan.
– Det er nemt at sige, at man drømmer om at spille for Real Madrid. I sidste ende er der spillere, som ikke nyder presset, siger han ifølge AS.

Det gælder dog ikke verdensstjernen, der kom lidt halvskidt fra start, men nu for alvor har fået tur i den.
– Jeg nyder hver en kamp. Jeg mærker presset, og jeg kan lide det, fordi jeg har brug for det for at gøre det godt.
– Jeg har brug for presset for at nyde mit spil og hjælpe holdet så godt, jeg kan med min kvalitet, siger han ifølge AS.
Mbappé er da også allerede blevet en af de bærende kræfter hos Los Blancos.
Med sine 23 mål i sæsonen på tværs af alle turneringer, må man sige, at han har stået for det gigantiske pres, som har været og fortsat er på ham.