![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/campo-michelle-nielsen-ac-horsens-1200x630.jpg)
AC Horsens forfremmer formandens assistent til COO
Michelle Adsbøl Nielsen bliver forfremmet i AC Horsens.
![Michelle Adsbøl Nielsen poserer på Nordstern Arena i Horsens.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/campo-michelle-nielsen-ac-horsens-1024x683.jpg)
Hun skal være med til at fremme klubbens drømme om at vende tilbage til 3F Superligaen.
AC Horsens har forfremmet Michelle Adsbøl Nielsen, så hun fremadrettet bliver Chief Operating Officer i klubben.
Indtil nu har hun været assistent for bestyrelsesformand, Bill Binnie, og den rolle vil hun også fortsat have.
– Denne udnævnelse er en vigtig del af vores igangværende omstruktureringsproces, hvor vi positionerer klubben til en bæredygtig fremtid i 3F Superligaen. Michelle har imponeret os meget med sin indstilling og sine evner, og vi tror på, at hun vil gøre det godt i den nye rolle, siger AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.
– Michelle er en af vores mest talentfulde og betroede medarbejdere, og vi er meget glade for at kunne give hende denne velfortjente forfremmelse og mulighed, supplerer AC Horsens’ bestyrelsesformand Bill Binnie.
![Michelle Adsbøl Nielsen poserer på Nordstern Arena i Horsens.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/campo-michelle-nielsen-ac-horsens-1024x683.jpg)
Michelle Adsbøl Nielsen kommer i sin nye stilling til at arbejde tæt sammen med klubbens ledelse om at forbedre fanoplevelser, optimere klubbens drift og skabe kommerciel succes.
– Jeg er både glad og stolt over den tillid, som bestyrelsen og den øvrige ledelse har vist mig. Vi har en stærk organisation i AC Horsens, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan løfte klubben yderligere, siger Michelle Adsbøl Nielsen.
Michelle Adsbøl Nielsen har været ansat i forskellige roller i AC Horsens siden 2016. Hun tiltræder sin nye rolle med øjeblikkelig virkning.