
Schmeichel stortrives i Celtic: Aldrig haft det bedre i kroppen
Den danske landsholdsmålmand føler sig hjemme i den skotske storklub.

Kasper Schmeichel har ikke travlt med at komme væk fra Celtic.
Den danske landsholdsmålmand forlængede i januar aftalen med den skotske topklub, så den løber frem til sommeren 2026.
Den beslutning var ikke svær for 38-årige Schmeichel, der stortrives i Celtic og har holdt buret rent 25 gange i denne sæson.
Det fortæller han i et interview med Viaplay.
– Vi tager et år ad gangen, og så længe, jeg nyder det så meget, som jeg gør i øjeblikket, så fortsætter vi bare.
– Jeg tror aldrig, at jeg har haft det bedre i kroppen. Det er en kæmpe styrke at have en masse erfaring, og den har jeg efterhånden en hel del af, siger Kasper Schmeichel til Viaplay.

Kasper Schmeichel skal igen vogte mellem stængerne, når Celtic onsdag aften møder Bayern München i Champions League.
