![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/stadion_miejski_w_szczecinie-pogon-szczecin.jpg)
Dansker hjælper investor ind i polsk klub – kæmpe potentiale
Den polske storklub Pogoń Szczecin er på vej på udenlandske hænder, og den danske rådgiver Nikola Jægerfeld Juric har flere gange besøgt klubben i den proces.
![Stadion i Pogoń Szczecin](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/stadion_miejski_w_szczecinie-pogon-szczecin.jpg)
Har man én gang været til fodbold i Polen, så mærker man, hvor meget det betyder.
Det er såvel på som udenfor banen, at passionen for fodbold er både højlydt, fascinerende og intens.
Det gælder også i den polske storklub Pogoń Szczecin, som lige nu kan være på vej til at blive overtaget af en udenlandsk investor.
Det er den brasilianske sportsadvokat Nilo Aguillar Effori, der vil overtage Pogoń, og senest er danske Nikola Jægerfeld Juric blevet spottet i klubben, hvorfor flere polske journalister har spekuleret i, at han skal være den nye sportsdirektør i klubben, når ejerskiftet går igennem.
– Det er der slet ikke blevet talt om, siger Nikola Jægerfeld Juric tirsdag til Campo.
Den mangeårige fodboldagent og rådgiver bekræfter dog, at han har været på besøg i klubben, da han er hyret ind som rådgiver af Nilo Effori.
– Jeg er med til at hjælpe ham ind i klubben, og så skal jeg formentlig også hjælpe dem senere hen. Der er et stort potentiale i klubben, og vi har lavet stort research på klubben, hvor talentudviklingen er god og rammerne er særdeles gode, forklarer Juric.
I mere end 25 år har han rejst i fodboldbranchen, hvor han tidligere har været spilleragent, men i de senere år har han primært været rådgiver og strategisk partner for flere klubber og agentbureauer med analyse og stor indsigt i blandt andet talentudvikling.
– Jeg har kendt Nilo i flere år, og jeg blev spurgt, om jeg ville kigge det hele igennem, lave research og komme med en rapport ud fra det. Jeg har ikke noget med selve overtagelsen at gøre, men de kender mig og ved, hvad jeg står for, siger Juric.
![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2024/09/dsc09145-261x176.jpg)
Ifølge flere medier i Polen vil overtagelsen af klubben bliver besluttet på et ekstraordinært bestyrelsesmøde i februar, når alle detaljerne er faldet på plads.
Pogoń Szczecin spiller i den bedste polske række Ekstraklasa. I sommeren 2022 mødte de Brøndby i anden kvalifikationsrunde til Europa Conference League, hvor de spillede uafgjort 1-1 på hjemmebane men efterfølgende tabte 4-0 på Brøndby Stadion.