
Salah, Wirtz & Yamal – Antman i fornemt selskab
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller leverer på et højt niveau i Æresdivisionen.

Oliver Antman har i den grad spillet sig varm i Æresdivisionen.
Den 23-årige finne skiftede i sommer fra FC Nordsjælland til Deventer-klubben Go Ahead Eagles, og efter en langsom start, har han fået gang i maskineriet.
Nærmere bestemt assist-maskineriet.
Efter otte kampe uden målinvolvering har Antman i de seneste 12 kampe i Æresdivisionen leveret ikke færre end ni assists og to mål.
Alle ni assists er kommet i åbent spil, og det bringer ifølge statistikmediet Opta Antman ind blandt særdeles prominente navne.
På tværs af de seks største europæiske ligaer (Premier League, Serie A, Bundesligaen, LaLiga, Ligue 1 og Æresdivisionen) er Antman således kun overgået af Liverpools Mohamed Salah, FC Barcelonas Lamine Yamal og Fulhams Antonee Robinson, når det kommer til antallet af assists fra åbent spil.
9 – Players with the most assists from open play in the Top 6 European competitions this season:
— OptaJohan (@OptaJohan) February 8, 2025
Mohamed Salah – 13
Lamine Yamal – 10
Antonee Robinson – 10
Oliver Antman – 9 🅰️
Florian Wirtz – 9
Superhero. pic.twitter.com/kNJq9RhCfh
Han indtager fjerdepladsen på listen sammen med Bayer Leverkusens Florian Wirtz.
Til sammenligning leverede Oliver Antman 16 mål og syv assists i 110 officielle kampe for FC Nordsjælland.

Antman skiftede til Go Ahead Eagles fra FC Nordsjælland midt i august sidste år.