3F Superligaen

Jesper Sørensen: Håbede Birk og Retov ville tage over

Den tidligere Brøndby-cheftræner har intet imod at det blev Frederik Birk, der har overtaget hans job.

Jesper Sørensen præsenteres i Vancouver Whitecaps.
Foto: Vancouver Whitecaps

Jesper Sørensen fik sparket i Brøndby tilbage i december.

Med det samme blev Frederik Birk, der indtil da havde været assistenttræner, udpeget som midlertidig afløser, hvilket han udnyttede ved at diske op med en flot kamp mod AGF og videre avancement i Oddset Pokalen.

I samme ombæring spillede Birk højt spil i medierne, hvor han højt og tydeligt gjorde det klart, at han gerne ville have cheftrænerjobbet permanent. Og det fik han så.

Men hvordan har Jesper Sørensen egentlig oplevet situationen og det faktum, at hans tidligere assistent så kort efter fyringen satte jagten ind på det ledige job som cheftræner i Brøndby?

– Det har jeg ikke så store problemer med. For at være helt ærlig, så fulgte jeg ikke så meget med. Men jeg har sagt til både Martin Retov og Frederik Birk, at den dag, hvor jeg ikke var der mere, der håbede jeg, at de skulle tage over.

– Det må være ensbetydende med, at det jeg har lavet, ikke har været helt tosset. Det havde været helt anderledes, hvis man [Brøndby] havde haft behov for at få byttet rundt på det hele, for så var det nok fordi det hele var gået den gale vej, siger han til Viaplay.

Jesper Sørensen fortæller videre, at han har stor fidus til den nyslåede Brøndby-cheftræner:

– Jeg har hele tiden set et stort trænertalent i ham og en træner, som helt klart også på et tidspunkt havde brug for at prøve sig af som cheftræner.

– At det så blev i Brøndby efter mig, det tænker jeg, er et godt valg. Jeg håber, at det kommer til at blive rigtig godt, siger han.

Jesper Sørensen bliver også forholdt Viaplay-ekspert Stig Tøftings tidligere udtalelse om, at Frederik Birk var ‘assistenten med kniven’.

Den udtalelse sparkes dog til hjørne.

– I den periode, hvor jeg var cheftræner, der arbejdede Frederik rigtig godt for mig og for Brøndby.

Jesper Sørensen blev for en lille måneds tid siden præsenteret som cheftræner i MLS-klubben Vancouver Whitecaps.

Hans første officielle kamp i spidsen for Whitecaps bliver i Concacaf Champions Cup mod Deportivo Saprissa fra Costa Rica den 20. februar.

I MLS starter sæsonen den 23. februar mod Portland Timbers, inden LA Galaxy slår vejen forbi søndag den 2. marts.

Brøndby IF åbner året med en kamp hjemme mod Viborg FF fredag.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P