![](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/soccer-football-fa-cup-fourth-round-plymouth-argyle-v-liverpool-home-park-britain-manager-arne-1-1200x630.jpg)
Elliot: Skal jeg hoppe med armene langs siden?
Harvey Elliot har svært ved at se, hvordan han skulle have undgået at begå straffe søndag.
![Harvey Elliot modtager instrukser fra Liverpool-manager Arne Slot.](https://campo.dk/wp-content/uploads/2025/02/soccer-football-fa-cup-fourth-round-plymouth-argyle-v-liverpool-home-park-britain-manager-arne-1-1024x786.jpg)
Liverpool led søndag et overraskende exit fra FA Cup.
Her blev det til et 1-0-nederlag ude mod Plymouth.
Scoringen for det undertippede hjemmeholdt faldt på et straffespark, som Liverpools Harvey Elliot begik.
Allerede i forbindelse med straffesparket var det tydeligt at se, at Elliot følte sig uretfærdigt behandlet.
I situationen hoppede han op med strakt ben i eget felt, hvilket fik hans arme til at flagre over hovedet – og da de så blev ramt, har det næppe været svært for dommeren at dømme straffe.
Alligevel er han efter slutfløjt ikke færdig med at insistere på, at han næppe kunne have gjort andet.
– Diskussionen kunne fortsætte for evigt, for at være ærlig. Jeg var så tæt på ham, og jeg spurgte dommeren, om han “forventede, at jeg skulle hoppe med armene nede langs siden”?
– Det er bare ikke en naturlig måde at hoppe på. Jeg prøvede mit allerbedste for at blokere bolden, og min arm var da helt klart oppe, men den var kun en meter væk fra den spiller, der skød.
– Men det er fodbold, og det er møguheldigt. Det er ikke sjovt at tabe på den måde, og slet ikke når det er dig selv, der er skyld i straffesparket. Jeg må holde hovedet højt og forsøge at komme videre, siger han ifølge Liverpools egen hjemmeside.
Det var Ryan Hardie, der tog sig af Plymouths tilkendte straffespark.
Alt imens Liverpool topper Premier League, holder Ryan Hardie og kompagni til på sidstepladsen i Championship.
Der trækkes lod til næste runde af FA Cup mandag aften.
Du kan se højdepunkter fra den omtalte kamp – herunder straffesparket – i videoen øverst i artiklen