
Wind jubler over danskerkolonien i Wolfsburg
Jonas Wind glæder sig over de mange danskere, der nu er samlet i Wolfsburg.

Den danske enklave i Wolfsburg har vokset sig større.
Både Andreas Skov Olsen og Mads Roerslev har nu tilsluttet sig Joakim Mæhle og Jonas Wind i folkevognsbyen.
Det er til stor glæde for særligt Jonas Wind, som glæder sig over det danske fællesskab i Wolfsburg.
– Det er virkelig rart, at der er kommet endnu flere danske gutter til.
Jeg har kendt dem [Roerslev og Skov Olsen] i så mange år, så det er også naturligt, at vi ses uden for banen, fortæller Jonas Wind til Bundesligaens officielle hjemmeside.
Det er dog ikke kun i Wolfsburg, at danskerne har fundet sig hjemme i Bundesligaen.

I Werder Bremen spiller Jens Stage, som deler en fælles fortid med Wind i F.C. København.
Til Bundesligaen officielle hjemmeside fortæller Jonas Wind også, at han og Joakim Mæhle deler en fælles gruppechat med netop Jens Stage.
– Jens er en rigtig god ven, vi har spillet sammen i FCK og et par gange på landsholdet, og det er det samme med Joakim, som jeg også har brugt de sidste par år sammen med i Wolfsburg.
– Det er altid sjovt at møde de danske gutter i ligaen og særligt Jens, som er en af mine rigtig gode venner her i Bundesligaen, lyder det fra den tidligere FCK-spids.
Wolfsburg spiller lørdag mod Bayer Leverkusen klokken 15:30. Kampen vises på Viaplay.