
Chelsea-boss roser rekord-indkøb: Perfekte spiller
Enzo Maresca sender store roser til sin midtbanegeneral.

Chelseas næstdyreste nogensinde.
Kun overgået af Enzo Fernandez, der netop var nyklækket verdensmester, er Enzo Marescas midtbaneslider hentet dyrt til klubben.
Men ikke desto mindre er Moises Caicedo en spiller, der passer særdeles godt ind i italienerens planer, må man forstå.
– Han forbedrer sig meget, men han forstår også spillet. Han finder forskellige positioner og er open-minded, indleder Maresca til klubbens hjemmeside.
– Han er en god fyr. Ydmyg og hårdt arbejdende. For en træner er han den perfekte spiller.

Ecuadorianeren kom til fra Brighton and Hove Albion tilbage i sommeren 2023, hvor Chelsea måtte hoste op med 116 millioner euro.
Det svarer til lidt over 860 millioner kroner.
Denne sæson har han for alvor fået spillet til at flyde under Enzo Marescas ledelse, hvor han allerede er noteret for 26 kampe i indeværende sæson.
Her har han scoret et enkelt mål, mens han har været i oplæggerens rolle to gange fra sin position som defensiv midtbane.
Chelsea skal i aktion lørdag aften, hvor Caicedo og kompagni møder netop Brighton i FA Cup-turneringen.
Opgøret sparkes i gang klokken 21.00 og kan følges på Viaplay.