
Tiltro fra start: Patrick Dorgu kan få sin United-debut
Patrick Dorgu er med i den Manchester United-trup, der fredag aften skal i aktion.

Patrick Dorgu er for første gang med i Manchester Uniteds-kamptrup, efter han skiftede til den engelske storklub i begyndelsen af måneden.
På klubbens hjemmeside ses danskeren ankomme til opgøret med resten af Manchester United-truppen. Derfor kan den danske wingback med andre ord få sin United-debut fredag aften.
Her venter et opgør mod Leicester i FA Cup.
Faktisk er der mulighed for at hele seks danskere kommer i spil i opgøret fredag aften.
Foruden Patrick Dorgu råder Manchester United som bekendt også over Rasmus Højlund og Christian Eriksen, mens Leicester plejer at spille med Victor Kristiansen, Jannick Vestergaard og Mads Hermansen fra start.
Der er endnu ikke oplyst startopstillinger for de to klubber, så om det bliver til debut for Patrick Dorgu må stå hen i det uvisse lidt endnu.
Opgøret mellem Manchester United og Leicester fløjtes i gang fredag klokken 21.00.