Dansk Fodbold

Markant bedre end forventet: DBU jubler over stort overskud

2024 blev et rigtig godt år for Dansk Boldspil-Union.

DBU logo

Et budgetteret underskud er blevet vendt til et markant overskud.

2024 har været lidt af et jubelår i DBU, hvor årsresultatet viser en forbedring på hele 63 millioner, hvis man holder resultatet op mod forhåndsforventningerne.

Et budgetteret resultat på -21,5 millioner kroner er vendt til et overskud på 41,7 millioner kroner.

Det er blandt andet Herrelandsholdets deltagelse i EURO 2024, rekordhøjt billetsalg, øgede kommercielle indtægter og et rekordhøjt medlemstal i DBU, der medvirker til det positive regnskab.

Den markante resultat skyldes blandt andet, at der ikke på forhånd var budgetteret med Herrelandsholdets deltagelse ved EM-slutrunden i Tyskland, da holdet endnu ikke havde kvalificeret sig, da budgettet blev lagt.

Årsregnskabet er på et møde i DBU’s bestyrelse fredag d. 7. februar blevet godkendt.

– Årets resultatet anses som meget tilfredsstillende, og bestyrelsen vil gerne takke for en stor indsats, både i administrationerne, hos de landshold og hos alle øvrige aktører i dansk fodbold, der har leveret resultater og tiltrukket tilskuere på stadion, lyder det i årsberetningen fra DBU’s bestyrelse.

DBU’s egenkapital udgør ved udgangen af 2024 hele 253,4 millioner kroner, og dermed er der en solid økonomisk base for fremtidige investeringer i dansk fodbold, lyder det fra unionen.

Netop fremtidige investeringer bliver der da også lagt særlig vægt på i udmeldingen fra DBU.

– Regnskabet viser, at vi har en stærk økonomisk base, som sikrer, at vi kan fortsætte med betydelige investeringer i udviklingen af dansk fodbold i både bredde og elite, siger Ole Jacobsen, formand for DBU’s Økonomi- og aflønningsudvalg.

– Den store opbakning til dansk fodbold fra både spillere, fans, frivillige og partnere er afgørende for vores fortsatte udvikling, og vi er glade for, at vi både ser fremgang på og uden for banen. Vi glæder os til at se vores investeringer bære frugt over de kommende år, siger DBU’s administrerende direktør Erik Brøgger Rasmussen.

DBU har i 2024 sat rekord for antallet af medlemmer. Hele 373.501 fodboldspillere har således været registreret under unionens faner.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P