Træningskampe

Flere AGF’ere forventer intens stemning

Spillere og trænere i AGF glæder sig til at opleve Ceres Park Vejlby.

AGF-cheftræner Uwe Rösler efter træning på Fredensvang.
Foto: Tobias Thomasen

Inden længe går 3F Superligaen i gang på ny.

For AGF’s vedkommende bliver det med Ceres Park Vejlby som ny og midlertidig hjemmebane, mens byggeriet af klubbens nye stadion står på.

Lørdag skal Aarhus-klubben for første gang teste rammerne på sin nye hjemmebane, når F.C. København slår vejen forbi i vinterens sidste testkamp.

Godt nok er der tale om et midlertidigt stadion, hvilket i de fleste klubber kunne tænkes at give anledning til en smule surmuleri i truppen.

Sådan forholder det sig dog ikke umiddelbart i AGF, hvor flere aktører er enige om, at de glæder sig til at opleve stemningen på en lidt anden måde.

– Vi glæder os til på lørdag. Det bliver sjovt at få tilskuerne endnu tættere på. På Ceres Park var de jo lidt langt væk. Så det kan forhåbentlig skabe en fortættet god atmosfære, at de nu kommer tættere på banen, siger Tobias Bech til AGF’s egen hjemmeside.

Han får medhold af Jesper Hansen, der dog også giver udtryk for, at en midlertidig bane nok aldrig helt er at foretrække:

– Naturligvis bliver det andre rammer end vi er vant til. Men det er kun for en periode frem mod noget helt nyt. Så sådan er det, og vi glæder os til at komme derop og spille.

– Det ser rigtigt godt ud og der er gjort et godt stykke arbejde. Banen ser flot ud og det samme med rammerne, og jeg ser frem til at opleve intensiteten, når tilskuerne kommer tættere på banen, siger Jesper Hansen

Cheftræner Uwe Rösler stemmer i omkring forventningen til stemningen og det at få tilskuerne tættere på begivenhederne:

– Banen ser fantastisk flot ud og den er jo en vigtig del af det. Men derudover kan det godt blive en hjemmebane med en stærk stemning. Tribunerne er tætte på og vores energiske og højlydte tilhængere vil virkelig komme til deres ret, siger Uwe Rösler.



Testkampen mellem AGF og F.C. København fløjtes i gang lørdag klokken 14.00.

AGF tager hul på 3F Superligaen med en udekamp mod Sønderjyske den 16. februar, inden AaB en uge senere tager del i Ceres Park Vejlbys første officielle kamp.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P