
Biereth jubler uden koreografi: Ikke i min natur
Mika Biereth vil bare gerne fejre sine mål sammen med sine holdkammerater.

‘Siiuuuu’
Alle ved, hvordan Cristiano Ronaldo jubler.
Det samme kan siges om eksempelvis Chelseas Cole Palmer – også kendt som ‘Cold Palmer’ – når han ved sine scoringer lader som om, at det pludseligt er blevet ispiskende koldt.
Det har i de seneste år været en stigende tendens at gøre lidt ekstra ud af sine jubelscener, når man som professionel fodboldspiller stjæler al rampelyst foran TV-seere og fans på stadion ved at score et mål.
Også Fortnite-danse og politiske referencer eller budskaber har gjort sit indtog.
Men Mika Biereth er ikke rigtig hoppet med på den bølge.
Det havde den danske angriber ellers rig mulighed for, da han forleden scorede et hattrick for AS Monaco, som han netop er skiftet til denne vinter.
Selv forklarer den 21-årige målmager, at han faktisk hellere bare vil… Ja, fejre det på gammeldags manér:
– Da jeg var yngre, der elskede jeg den der superfede følelse af at juble, men altid uden at have en koreografi eller noget i tankerne. Det ligger ikke i min natur, åbenbart.
– Jeg vil bare gerne score mål, løbe langs bag- eller sidelinjen og fejre det med mine holdkammerater. Det betyder meget mere for mig.
– Jeg kan gode lide at nyde det øjeblik sammen med dem, også selvom det betyder, at man nogle gange bliver slået på ryggen eller ovenpå hovedet. Det er virkelig specielt, når alle kommer op til dig for at sige tillykke, siger han i et længere interview med AS Monacos egen hjemmeside.


Mika Biereth forlod Arsenal endegyldigt i sommer.
Efter et halvt år i Sturm Graz var han allerede denne vinter klar til at tage videre.
Han står nu noteret for fire mål i tre kampe i Ligue 1.
Han skal i aktion igen fredag aften, når han sammen med resten af AS Monaco slår vejen forbi den franske hovedstad, hvor Paris Saint-Germain venter i et vaskeægte topbrag.
Du kan se Mika Biereths hattrick i videoen øverst i artiklen – og dermed også, hvordan han foretrækker at juble