Liverpool smadrer Tottenham og stjæler finalebillet
Den engelske storklub kørte The Lilywhites over på Anfield og rettede op på nederlaget fra første semifinaleopgør.
Liverpool lykkedes med at vende Carabao Cup semifinalen på hovedet. Efter et 1-0 nederlag til Spurs i første opgør på Tottenham Hotspur Stadium, fik Merseyside-klubben kæmpet sig tilbage.
Og i semifinalens andet opgør på Anfield tog Liverpool endda en stensikker 4-0 sejr, der cementerede den forskel på mandskaberne, som Premier League-tabellen også afslører.
Takket være scoringer fra Cody Gakpo og Mohamed Salah var Liverpool tilbage på sejrskurs allerede kort efter pausen. Sidst i anden halvleg ville Dominik Szoboszlai og Virgil van Dijk også lege med, og kampen blev lukket til 4-0.
Dermed er The Reds klar til finalen i Carabao Cuppen.
Her venter Newcastle, der i jagten på sit første engelske trofæ siden 1955 slog Arsenal ud i turneringens anden semifinale onsdag.
Se mål og højdepunkter fra kampen over artiklen.