Mindre landshold, mere FCK: Ændringer på vej i Parken
Sæderne i Parken får en ny farve, der i langt højere grad passer til F.C. København.
Hvid og blå.
Det er farverne, man forbinder med F.C. København.
Og fra sommer bliver det også de dominerende farver på klubbens hjemmebane, Parken.
F.C. København oplyser således på sin hjemmeside onsdag, at de nuværende røde sæder bliver skiftet ud med nye mørkeblå sæder.
Tribunerne blev farvet hvide i 2024, men sæderne har været røde siden ombygningen af Parken i 1992.
Det betyder selvsagt også, at der vil være mørkeblå sæder i Parken, når landsholdet spiller.
Her har de hvide tribuner og røde sæder ellers passet ind som hånd i handske.
– Det bliver stort at se Parken forvandle sig med de nye blå sæder, og vi ser frem til at give alle F.C. Københavnere en helt ny oplevelse, når de træder ind i Parken.
– Vores hjemmebane er en essentiel del af vores identitet, og derfor skal Parken selvfølgelig også være hvid og blå. Ligesom København, siger F.C. Københavns CEO, Jacob Lauesen.
Udskiftningen vil ske over tid og begynder i sommerpausen. Da det ikke blot er sæderne, der skal udskiftes, men også modulerne og metalophænget, vil arbejdet med al sandsynlighed strække sig over en længere periode.
Det forventes, at det bliver muligt at erhverve de gamle, røde sæder for dem, der måtte være interesserede. Mere information om dette følger senere på året.