Flemming Toft: Ronaldo er stadig blandt de allerstørste
Cristiano Ronaldo kan trods sin fremskredne alder stadig imponerer Campos fodboldkommentator.
Cristiano Ronaldo har rundet et skarpt hjørne.
Den portugisiske superstjerne er fyldt 40 år, men der er ingen 40 års-krise i sigte.
I denne sæson har han brilleret i Saudi-Arabien, hvor han har scoret 15 mål i 17 kampe for Al Nassr.
Selvom fodbold i ørkenlandet er langt fra fordums styrke for Cristiano Ronaldo, har Campos fodboldkommentator, Flemming Toft, svært ved at forestille sig et fodboldunivers uden den karismatiske portugiser.
– Han har haft verdensklasse i hele dette årtusinde. Det vanvittige er, at vi stadig taler om ham i nutid. For han er stadig en stor del af verdensscenen. For mig var han størst i Real Madrid og så selvfølgelig, da han og Portugal vandt EM i 2016.
– Fodboldens verden har ikke set så komplet en spiller i nyere tid. Overlegen sparketeknik med begge ben, en udstrålende fysik, altid usædvanligt velplejet, atletisk output, eminente dribleevner og en springkraft, der var fundamentet til de mange hovedstødsmål, siger Flemming Toft om Cristiano Ronaldo.
Selvom der kommer en dag, hvor Cristiano Ronaldo tager fodboldstøvlerne på for sidste, er Campos fodboldkommentator ikke i tvivl om, at hans ‘arv’ vil blive husket i flere generationer.
– Det ikoniske ved Ronaldo er ikke kun hans triumfer med Manchester United, Real Madrid, Juventus og landsholdet – eller hans personlige meriter. Det er hans fejring af de mange scoringer og af sig selv.
– Når han satte af, drejede kroppen 180 grader rundt om sin egen akse, knyttede næverne og og trak begge arme til sig, mens han ventede på de stormende medspillere og folkets jubel. Det vil stå cementeret, siger Flemming Toft.
Hør Flemming Toft sætte flere ord på Cristiano Ronaldo i videoen øverst i artiklen.
Tidligere Barca-rival er uenig med Ronaldos vilde postulat