Chelsea-profil: Modstanderne er begyndt at respektere os
Chelseas lille formdyk skyldes særligt, at modstanderne har ændret tilgang, mener Marc Cucurella.
Chelsea har sådan set gang i en fin sæson.
I Premier League finder man klubber som Manchester City, Tottenham og Manchester United under den kongeblå London-klub.
Vinteren har dog ikke været særlig god ved Chelsea.
Omkring årsskiftet var der således fem Premier League-kampe, der kun kastede tre point af sig.
Ifølge Marc Cucurella er der dog en ganske god forklaring på, hvorfor det pludseligt begyndte at halte lidt.
– Jeg tror, at en masse hold er begyndt at forsvare sig og spille på omstillinger mod os. Når de har 10 eller 11 spillere bag bolden er det virkelig svært, men vi bliver nødt til at holde os til planen og være tålmodige.
– Det betyder helt sikkert noget, for de andre hold er begyndt at respektere os. De kan måske ikke spille lige op med os, så de bliver nødt til at spille et defensivt system, siger den spanske back ifølge The Mirror.
Chelsea sejrede senest over West Ham og indtager aktuelt fjerdepladsen i den bedste engelske række.
Fire point længere oppe ligger Nottingham Forest, mens Manchester City og Newcastle ånder Marc Cucurella og kompagni i nakken bare to point efter.
Chelsea spiller næste gang lørdag ude mod Brighton i FA Cup.