Ærgerlig Randers-boss: Vil savne Babayan
Søren Pedersen ærgrer sig over, at Edgar Babayan – trods en hård kamp – har været nødsaget til at stoppe karrieren.
En ærgerlig nyhed har i dag ramt Randers FC.
Klubben kunne således meddele, at Edgar Babayan har valgt at indstille karrieren grundet smerter og komplikationer i forbindelse med genoptræningen fra en alvorlig knæskade.
Og det ærgrer klubbens sportsdirektør, Søren Pedersen, som selvfølgelig havde håbet på, at Babayan igen ville komme i spil for kronjyderne.
Søren Pedersen fortæller, at han kun har gode ting at sige om Babayan, som har båret Randers FC’s logo med manér.
– Vi er ærgerlige over, at han ikke er kommet tilbage fra sin skade. Han har kæmpet hårdt for det, og han er en god mand for Randers og har været en god Randers FC-ambassadør både på og uden for banen. Edgar har haft en flot karriere, og det kan han godt være stolt over. Vi ønsker ham al held og lykke i hans næste kapitel, fortæller sportsdirektøren til klubbens hjemmeside.
Edgar Babayan nåede 60 kampe for Randers FC, mens det også blev til kampe for Hobro IK, Vejle Boldklub, Pafos og Riga FC gennem karrieren. Derudover blev det også til 16 landsholdskampe for Armenien.